Forsyningsselskab viser vejen til flottere natur og fællesskab

For flere år siden tegnede Habitats en plan, der skulle omdanne et aflåst område med beton og spildevand i Ledøje til en oase af samspil mellem natur og mennesker. I dag summer området af liv og viser, at livløs funktionalitet kan vendes til et plus for biodiversiteten.

I 2015 lignede Ledøjes spildevandsanlæg det, det var: Et goldt, ucharmerende område, der opfyldte en vigtig funktion. Et stort, rundt betonbassin uden låg. For at beskytte både dyr og mennesker fra at falde i hullet, var området på 3000 m2 indhegnet og aflåst.

Men så tog Furesø-Egedal Forsyning i Ledøje en rask beslutning. De ville overdække betonbassinet, fjerne hegnet og gøre området til et sted, hvor beboerne i området kunne gå tur og nyde et varieret dyre- og planteliv.

NATUR OG FUNKTIONALITET GÅR HÅND I HÅND

Selskabet kontaktede Habitats, og så gik vi i gang med at udfolde tanken om at skabe en oase i området, hvor både dyr, mennesker og planter kunne trives sammen. Vi stod for borgerinddragelse og design af området. Det blev til en plan med små bakker, plads til stier, klatrepinde, runde bænke og et skur til dyrene i det lokale fårelaug. Vi fandt de helt rigtige frøblandinger med hjemmehørende arter og vi fik plantet frugttræer og buske. Den tekniske del af overdækningen stod COWI for.

Forleden var vi tilbage i Ledøje for at se, hvordan det er gået. Var planerne kuldsejlet eller var det lykkedes at vise, at selv de mest funktionelle områder i en by kan rumme flere formål? At det ikke behøver være enten/eller, og funktionalitet kan gå hånd i hånd med biodiversitet?

Resultatet var heldigvis præcis som håbet og stedet myldrer af liv! Vi mødte et par af områdets flittige brugere – medlemmerne af fårelauget – til en snak om, hvordan området har udviklet sig gennem de senere år.

FORKÆLEDES FÅR OG KÆLKEBAKKE

Gitte Hansen, kasserer i Fårelauget, fortæller, at den lokale børnehave bruger området til leg hele året. Om vinteren er områdets bakke omdannet til et sandt kælke-mekka og om sommeren er den et yndet sted for picnic for de lokale.

Også beplantningen er blevet en succes, selvom den det første år havde trange kår. Gitte Hansen fortæller: Første år var der rigtig godt gang i blomstringen, men kommunen havde haft en mand ude og slå det hele. Han blev desværre først stoppet da det var for sent. Men i år og sidste år har der været mange blomster. Man kan plukke en flot buket.

Som fårelaugs-medlem er Gitte Hansen især tilfreds med områdets udvikling: Fårene er møgforkælede. Det fungerer godt med skuret, der har en nord- og sydvendt låge - på den måde styrer fårelauget, hvilken del af området, der græsses. I forsommeren græsses der med 2 får og 4 lam. Over sommeren bliver der holdt pause.

Pernille Breum, som er forkvinde i lauget, har noteret sig, at der godt kunne være behov for mere græs til dyrene og at der ikke er så mange blomster i områdets nordlige del. Til gengæld er hun klar i mælet, når hun skal give sin generelle vurdering af projektet: Folk er nemlig rigtig glade for det. Især fordi, overdækningen af betonbassinet har betydet, at beboerne i området nu kan nyde at opholde sig der. Det lugter nemlig slet ikke længere!

ET EKSEMPEL TIL EFTERFØLGELSE

Hos Habitats er medejer Rasmus Vincentz mere end tilfreds med resultatet af projektet: Det her viser, at der er et kæmpestort uudnyttet potentiale i at samarbejde med sådan noget som forsyningsselskaberne. De har adgang til en hel masse udendørs areal, som sagtens kan bruges til flere ting på en gang. På få år er det her helt golde område blevet til et sted hvor både dyr, planter og mennesker trives. Vi håber virkelig, at andre forsyningsselskaber vil kigge på Ledøje og blive inspireret. Det her kan mange flere nemlig gøre og det synes jeg de skal gå i gang med ganske snart!

Forrige
Forrige

Habitats i building greens nye magasin 'platform'

Næste
Næste

Vadestedet i Vejle