Plads til vildere liv i DTU’s skyggefulde baggård
Hvilke muligheder er der for at skabe mere vild natur og bedre biodiversitet i en mørk, skyggefuld og fugtig baggård? Det var én af de udfordringer, som Habitats i 2022 kastede sig ud i at finde løsninger på. I dag er baggården ved DTU’s nye klimalaboratorium ”Bygning 313” et tankevækkende og interessant bud på nye måder at arbejde med bynatur og biodiversitet på.
I 2021 gik Habitats ind i et samarbejde med landskabsarkitektfirmaet 1:1 Landskab og arkitektfirmaet Christensen & Co om at udvikle ideer til, hvordan DTU kunne skabe mere vild natur ved deres klimalaboratorium, Bygning 313.
Habitats stod for kortlægning af omgivelserne, registrering og beregning af baseline og registrering af hvilke arter, der levede i området. På den baggrund udviklede teamet sammen idéer til biodiversitetsløsninger med koncepter og praktiske løsninger til både facader, tagarealer og landskaber.
Miljøet i baggården med skygge og høj fugtighed er et vilkår i mange baggårde, hvor konsekvensen ofte bliver et goldt område uden liv og inspiration.
Men netop dét miljø er perfekt hjemsted for naturen – når blot de rette arter hjælpes velovervejet på vej. I baggården var løsningerne således ikke pæne blomster og andre arter, der trives med høj sol, som man så tit ser på flotte landskabsplaner.
Derimod blev udgåede træer, masser af mos og forrådnelse inviteret med i det helt særlige koncept, der måtte udvikles til området.
”At arbejde med biodiversitet på og omkring bygninger er ikke let, men af hensyn til naturen og læringspotentialet for brugerne af byggeriet er jeg stolt af det, vi har opnået. Jeg synes at projektteam og udvikler, som fra starten var ambitiøse, har formået at vende projektets vanskeligheder og begrænsninger til store muligheder”, fortæller Rasmus og afslutter:
”Udformningen af baggården har yderligere den sjove pointe, at når man på denne måde dyrker og fremhæver det dunkle, døden og forrådnelse, så skaber det en balance til DTU’s almindelige hyldest til oplysningen og videnskaben. Cirklen sluttes, livsprocesserne cirkulerer og baggården tilføjer et tankevækkende rum for den mørke bagside, som oplysningstænkningen ikke vægter. Men det dunkle og døden hører med og rummer både interessante og vigtige perspektiver.”